Billie Bailey

At kunne rumme verden, med dens stemninger og sansemæssige overstimulering, er for australsk/danske Billie Bailey lig med at lave kunst. Hun har altid tegnet og malet, og der har ingen anden vej været for hende end at blive kunstner. I dag bor og arbejder hun i København.

Billie Bailey arbejder især med oliemalerier og stippling – og er én af de få stippling-kunstnere i Danmark.

Stippling, en oprindelig hollandsk betegnelse fra 1762, er i virkeligheden en gammel kunstart, som betegner prikker lavet af pigment i en enkelt farve, applikeret med pen, hvor farveintensiteten i prikken udgør selve billedets lys- og skygge virkninger. Det er således minutiøst opbyggede, monokrome tegninger, bestående af bittesmå sort/hvide prikker og kan være en meget meditativ, koncentreret og tålmodighedskrævende arbejdsmetode, modsat oliemaleriernes mere ekspressive udladninger.

Som person og kunstner er Billie i sine følelsers vold – forstået på den måde at hun har ”for mange følelser” og hun er et sart, bevægeligt og fintmærkende menneske, der nemt overstimuleres. Når det bliver for meget finder hun ro i kunsten – her kan verden rummes og bearbejdes. Æterisk, drømmende, unddragende sig den virkelige, barske verden i en meget feminin, sensuel og tidvist piget stil.

Samtidig skal man ikke tage fejl: Der er saft og kraft bag værkerne. Og en stor finurlighed, humor og skævhed, der får dig til at trække på smilebåndet af hendes sære, til tider ironiske skabninger og tankevækkende sammenstillinger. Som om hendes tilbagetrækning ind i sit eget kunstneriske univers får hende til at komme stærkt tilbage; som om det åndedrag, kunsten er i hendes liv, puster hendes sensitivitet ud i hendes værker på en vital måde.

Flere af Billie Baileys billeder tematiserer dét at kunne rumme det hele, at være tilbagetrukket og tilstedeværende på én gang med alle sanser åbne. De handler på en diskret, antydende måde om kampen for at være til stede i et moderne kvinde-liv, når man måske i virkeligheden har lyst til at være i en drøm.

Kvinderne vidner stilmæssigt om at kunstneren ofte søger tilbage og inspireres af det gamle for at finde essensen i malerkunsten og i mennesket. Hun fascineres af gamle mestre som Rembrandt, selv om paletten ofte er en anden, hvor hun blander lette og følsomme hudfarver med kolde blå og violette farver, så undertonen forbliver udsyret og foruroligende.

Med Stippling eller i sine sensuelle penselstrøg skaber hun kvindeportrætter – eller rettere: Delvise portrætter, idet hun ofte zoomer ind på en detalje i ansigtet, læberne f.eks. og lader dem fylde hele billedfladen, eller på anden måde beskærer motivet, så der ikke længere er tale om egentlige portrætter, men mere bidder af et liv, der fremstår som et næsten abstrakt maleri.

Ligeledes er der i mange af Billie Baileys værker øjne, tematiserende dét at se eller ikke se verden, som den er. De hvide, tomme øjne er ikke blindede i Billies billeder – de er udvidede sansekanaler hos disse åndelige kvinder, evt. med et kraftdyr ved deres side.

Billie Bailey kan kaldes impressionistisk når det gælder hendes oliemalerier, eller generelt magisk realist. Under alle omstændigheder er hendes univers udtryk for en længsel efter en universel sammenhæng, mellem nyt og gammelt, indre og ydre, fortid og nutid. Og man fornemmer at fantasi og virkelighed hos hende er og gerne må være sammenblandet.

En lærer har på et tidspunkt meget rammende karakteriseret Billie Bailey som en sæbeboble: Skrøbelig og stærk – rummende alle farver.